Bjørnejagt

 

I dette brev skal jeg begynde fortellingen om "gammelt", da jeg maaske er den siste, der ved om det. Fra barnsben af mente jeg -- grundet paa alle fortellingerne, at bjørnen og skytteren spilled den vigtigste rolle i tilværelsen.

 

(Utdrag fra brev av Ole Utigard).

Alt andet var bare hverdagslegt  - for hverdagsfolk. Da jeg reiste til Amrika, lavede Andres Vestad, der havde skut 99 bjørn med snaphanen og mundladningsriflen, Einar Flemsæter 70 og Erik Grøtta 40 med de samme slags vaaben. Peder Meringdal  -alene-  dræbte 28 af de fryktelige skadedyr. Paa samme  tid dræbtes 15 af andre skyttere i Eirisfjord og Eikisdalen. Recorden er:  Ole Tronsen Utigård 2, Torsten O. 2, Tore T. Østigård 5, Nils N. Finset 5, Halvor Finset & Arne Pereit  1  = 15. Vadenten det var en af de lange vinterkveldene inde i stuen eller i et "vegmøte" ute i gaarden om sommeren, gik samtalen saa ofte om  bjørnen, og de var alle som fjetred af spændning. I visse tilfælde gav spændingen rum for saa uvilkaarlig, rungende latter, som der nogensinde hørtes imillem fjeldene. Slige tilfælde dreied sig om situationer der kom paa uvented og bød paa baade det farlige og latterlige. Der var fortellingen on Arne Arnesen paa post i  øvre stigen i Skaathammeren, da 5 bjørne i følge kom byksende imod ham. De første var smaa, den siste var "storbingsen" selv. Arne  tænkte, det var alt for meget bjørn paa en gang,- tænkte, at hvis han fyrede paa en af de første, vilde  "stormor" selv komme udover ham som dommedagen før han kunde faa ladning i børsen igjen. Han lod derfor, de 4 første bykse forbi, bestemt paa at give storbeistet sin bekomst. Han lagde børsen til k ?  den, " og til hans ubeskrivelige  forbauselse, saa han bjørnen gjennom børsepiben som gjennom en kikert. Det var hverken "svanskru" eller skud i børsen.

Om  Halvor K. og Torstein Utigaard i  " Torjarteigaa" fortaldes: 2 bjørne tumlede over og om hverandre i en glenne deroppe, Det kvein og laat i dem, og skytterne forstod, det var parringstid for bjørnen. Skytterne lagde deres plan.  Den ene skulde gaa op austafor den, og den andre uttafor. Paa det vis fik de bjørnen imellem sig, og en af dem kunde faa skyde. Bjørnen kom, hvor Halvor stod paa en smal hylde. Børsen klikked, og "Halvor klinte sig indtil fjældvæggen saa tæt som frimerket daa et brev. "  Den første for forbi som en vind,- strygende Halvors ben. Nest kom storbestet, " aa  I  saag  kor han laga te kjeften fer aa ta eit støkje taa me !", sa lille Halvor.

Valders-Eirik,= Erik Olsen Hovde, havde gjort sig nyt skjefte for sin børse, og straks efter laa han paa post øverst i  YtterVike-skaret. Bjørnen jagedes fra nede i lien. Hensikten med det var, at om ikke bjørnen blev skudt, vilde de blive kvidt den aligevel, hvis de fik den til fjelds. Den vilde da drage paa Fløtan, Jøsaabotten eller kanske Øksendalen. For Vikingene var hovedsagen at de blev kvit den. Erik laa og lured der ret under skaret, og best som det var, saa han 3 bjørne i flok og følge komme op imod ham. De kom langs en bre, der laa over elven. Best som det var, brast breen under dem, og der forsvandt de. Erik skynte seg did, og bræen brast under ham ogsaa, og han fandt sig selv i det samme hul hvor de 3 bjørn var. De hoppede som lopper over og rundt Erik. Da han fant sin ballanse, spente han børsen, men den vilde ikke slaa i fuldspendning,- det nye skjeftet havde svællet op og holdt avtrækkeren som i en skruestikke.  " Da vart I so sint, i tænkte i sku rivi or`n  ?ikken"!sagde Erik.En anden gang samledes Vikekarene der paa Vikehaugen for at raadslaa  om, hvad de kunde gjøre for at blive kvit en yderst slem bjørn,- den truede med at slaa ihjel alle deres husdyr. De mødtes tidlig en søndagsmorgen. De stod ute i gaarden, da solen randt ner til foden av snauberget ret op for Ytre Vike. Da saa de udyret lægge sig ned i noget langt græs deroppe. Ja, da skulde det blive raad med den. Nogen af dem tog børsen paa skulderen for at drage afsted. Nogen bad dem vente og sagde: Det er lang vei did, og vi er tvungne til at gaa stilt og forsigtigt, saa den verken faar se eller høre os, og det vil tage saa lang tid, at naar vi kommer did, saa er det tiden, at presten staar paa " stolen".  Ja, du har ret i det, indrømmede en anden og en tredie mente, at hvis Gud vilde, saa finder vi udyret en anden dag. Derpaa gik de hver til sit og vel tilfreds med , at de ikke havde begaaet  noget søndagsbrøt.

 

Erik Knutsen Utigard, der levede samtidigt med bestefaderen til Ole Tronsen Utigaard, var utvilsomt bedste skytteren i dalen den gang. Ole Tronsen sagde, at Erik var en slumpskytter. En smule skinsyge kan have gjort sig gjældende i den bedømmelsen. Erik dræpte i følge fortellingene 3 yderst slemme ukjø.- Maaske andre ogsaa. Det ene af de 3 beist slog ihjel kalvene nedi  "Kalløkken". De jagede den ud paa hammeren over Skepparhellerflaten. Der var Erik. Han skjød, men bjørnen kom stormende imot ham. Erik forsøkte at holde den ifra sig med den ene arm. Bjørnen bed sig tag i armen, og i basketaget for de begge udover hammeren,- bjørnen først.  Den faldt paa en flad sten ved foden af hammeren og slog sig ihjæl.  Erik faldt lige paa bjørnen, der tjente ham til stødpude, og Erik fik ingen varig skade af oplevelsen. En anden bjørn skjød Erik fordærvet  øverst i Hølaa under Blekaa.  Den tog ned lien,- over elven og kravlede sig op i et hul i en bergnab i fremste Mardalskammen. Hvor den lagde sig, kunde den ikke sees,- med mindre man gik lige til den.  Erik vidste af erfaring at en saaret bjørn var farlig. Derfor krøb han op i en furu, hvorifra han skjød intil bjørnen var  "dau". En  3die bjørn  skjød  Erik fremunder Martinskaaren. Den bjørnen sprang lige under Ytre Mardalsfossen. Erik og andre sprang  ned til elven i haab om at se den komme drivende enten død eller levende, men nei, borte var den. En behjerted man i følget trængte sig imellem fossen og bærgveggen og opdaget at bagom fossen var en dyb hylde, og der laa bjørnen død. Dette hendte i førstningen af  17 hundreaarene. Den der nest etter Erik gjorde det broget for bjørnen i Eikisdal var John,- senere  "skytter-Jo", ogsaa  "gammel-Jo"  Der-op i Austigar.  Som bare en  "gutonje" var han med og plukked  nødder i  "Fonnaa",- frammen for Skoset.  Han, om alle de andre  plukkerne, saa at bjørnen ogsaa gjorde  "nætaoinn"  der da.  Bjørnen kløv op i  midten af  kjærene og saa brod den grenene til sig, indtil kjærren saa ud som et rede, og det hele besmurt men bjørnebeg, saa folk kunde ikke eller vilde ikke komme nær stedet efterpaa.  Jo-gutten hadde en snaphane  og den listed han med sig en morgen, han gik før de andre.  Han gjemte børsen, da han kom frem, plukked nødder hele dagen, høldt sig tilbage om kvelden, efter de andre gik hjem. Da fandt han frem snaphanen og listed sig op til stedet, hvor bjørnen holdt saa fælt hus.  Han vented og  lytted og hørte efter en stund, at grene brast, og nødder  knækkedes. Han listed sig nermere og kunde saavidt  skjeldne en  sort klump  midt oppi en hasselkjer.  Det var allerede for mørkt til at se vel, men han tog saa godt sigte, han kunde, og trykkede løs. Uden nølen sprang han ned lien til flaten, hvor det stod en liden løe med en glugge paa,- ingen dør. Den løen var der rester af i  1860-aarene. Den var brukt af folket "Der-ne" i Austigaar til at samle løv i, der kravled guttungen ind, ladde børsen igjen  og stod  vagt ved gluggen hele natten efter. Da det blev lyst næste morgen, fandt han bjørnen død i hasselkjærren. Det var Jo's første bjørn. Siden skjød han saa mange, mange, men intet tal blev nævnt. Jo blev gift med en storfældt kvinde. Da hun døde, sendte Kongen ifra Kjøbenhavn en marmorplade til at ligge paa hendes grav. Der var ingen inskription paa pladen, der nu ligger paa  Kirkegaarden i Eikisdalen. Konen fik et barn,- en gut. Enten det var Jo's barn eller ei, sagde fortællingen intet om, men som det blev med gutten, der han vokste op, kan man føle sig undskyldt om man drager det faderskabet meget i tvil.  Gutten fik navnet Erik. Han blev større og sterkere end andre mennesker,- fremmed for alle gode egenskaber,- et best, der slog sin fader fordervet, og kom paa tugthuset for det. Han var ogsaa aarsag  for faderens død,- ifølge fortællingene. Erik døde antageligt 1812. Der var en gammel kvinde  Mas-Anne, der sagdes at være hans datter, Erik var ikke gift. Mas-Tostin fra Frisvoldgrænden var antagelig en efterkommer af Erik. Om den marmorpladen paa kirkegaarden paa Østigaardskonens grav paa Sira Kirkegaarden, blev opkasted efter en tid. Pladen velted til side gang paa gang, indtil den kom til Kirkegaardsmuren, hvor den laa paa halvheld i lang tid.  Ingen visste stedet, hvor dens eiers muld var.  Der var ingen inskribtion paa pladen. Der var ingen, som kunde kalde den sin, og det var derfor intet i veien for at gammel-P. tog den til Haubrækken, da det blev en Kirkegaard der. Han gammel-Jo, ogsaa kaldet  skytter- Jo Østigaard, var efter fortællingerne  et meget bra menneske, og en mesterskytter. Han prøvede alt han kunde for at faa gjort et skikkeligt menneske af sønnen,- Erik, men al hans umage med det var nytteløst.  Saa engang om høsten tog han Tron Olsen Utigard og sønnen Erik med sig til fjelds efter renen. Jo var da en gammel mand. Oppi Kjøtaafjeldene kom de paa spor efter en stor flok. De fandt dyrene, og der var en vældig  "hallar"  med dem.  Jo bød de 2 andre at ligge igjen og holde sig skjult, og han selv krøb afsted for at gjøre skydningen.  Faderen var bare saavidt gaaet ifra dem, da den kjæmpestore, sortklædte Erik stod op og spankulerede rundt og naturligvis  skremte dyrene. Da sagde Jo til sønnen:  " Hvis du igjen skremmer den bukken for mig, skal du aldri følge mig tilfjelds mere."  Erik gjorde som første gangen, han stod op, og dyrene saa ham og tog flukten igjen. jo tog ogsaa paa spranget en snarvei.  De saa ham knele ved siden af en sten, skyved bøssen bortover stenen og tog sikte. Forelauparen kom tilsyne først, dernest flokken og sist den vældige hallar. Den stansed og  stirred paa Jo, men Jo skjød ikke, og flokken og storbukken reiste.  Jo laa paa knæ og sigted, og da de andre kom til ham, fandt de, at han sigted med stirrende øine, - stirrende ind i evigheten,- død.  De to fandt en stor ener, som de lavet et kors af, og satte det godt fast, akkurat der hvor Jo døde. Eneren er jo saa varig, men ingen har,-  saa vidt vites,  seet det siden.  Jo bar de med sig hjem.  

 

I sidste halvdel af 1600-aarene kom  Tron fra Fliti paa Lesja til den ene af de to Utigardene og giftede en garjente der.  Han bragte den første  "kulebørse" til bygden. Før brugte man bare  "Baagaabøsser" der, men Tron brakte dem snart i tvil om godheten af deres buer. Der var dog en, der erklærede, at han vilde holde sig til  "Baagaabøssen"  til det sidste. Saa kom den store  "Hvidbjørnen", der paa 4 ? ugers tid, slog ihjel 24 af deres største kjør. Den kom aldrig tilbage til aatet og flyttet uavlatelig fra den ene  side af bygden til den anden. Man gjorde jag efter den dagligdags, og Tron skjød mange  andre bjørne, men "storbeistet" kom ikke frem før St-Hansdagen.

I solrenningen om morgenen den 24de juni, fik fik en mand se, hvor den lagde sig til hvile paa en bjergbenk høit oppe i Seljevikkammen. Manden brakte i hast underretning til gaardene, og alle, der kunde gjøre støi og larm larm med huien og skrigen og banken paa store pander og kjedler, formede mangar fra elven og op til fjeldvæggen, og drog saa indefter dalsiden henimod det sted, hvor bjørnen var sedt.  Derfra var det kun et kort stykke vei  til et trangt smug imillem Lillevandet og bergvæggen, og der laa Tron med den færdige  "kulebøssen"  paa post. Tron havde imidlertid bare 2 1/2 kugle til at begynde med og kunde ikke tage tid til at støbe. " Den skal faa dem jeg har, og det skal blive nok for den", sagde Tron.

 

Om en stund kom en liden bjørn, og Tron tænkte først at han vilde lade den passere, men ombestemte sig,- det var ogsaa en bjørn og alle bjørne maatte dræbes, hvis folk skulde kunne greie sig i den bygden.  Derfor da bjørnen var  tæt op til ham, brendte  han løs med den ca. tommetykke kuglen efterfulgt af ild, røg og den forfærdelige smeld, og bjørnens unge liv var blaast ud.  Da dette var vel over og en ny ladning i bøssen, kom en stor bjørn, der delte sjæbne med den første og saa havde skytteren bare halvkuglen igjen. Han ladet med forsigtighed saa den flade sise af kuglen laa an imod forladningen, og saa kom den store grumme hvidbjørnen.  Den blev modttaget og delte skjæbne med dens to forgjængere. Stedet er senere kaldet bjørneskottet. Hvormange bjørne han Tron sjød alt ialt nævnte fortællingerne intet om.  Efter hans tid var der altid skyttere paa begge Utigaardene. Tron eller Ole var mændenes navn skiftevis paa den ene Utigaarden. Paa den anden var Erik eller Knut mændenes navn lige til 1850-aarene. Da kom Torstein istedet for Tron, og Haakon istedet for Knut. Disse to var søskendebørn.

 

I aaret 1866  opprettede Torstein Eikisdalens skytterlag, og styrede med det i mange aar. Torstein og Haakon var i sin tid Eikjesdalens beste skyttere og gjægere. Hver af dem skjød mere vildren alene end alle de andre tilsammenlagt. Fra 1870-aarene kan det rettelig siges, at bjørnen var udryddet for Eikjesdalens vedkommende. Den nulevende generation kan vanskelig skjønne hvilken stor vinding det er for dem at bjørneplagen er overstaaet. et  "kuver" betød i gamle dage en sum stor nok til at betale en tjeners løn for manga aar.

Fra  Opdal fortaldes ofte om en ualmindelig stor rensbuk. Den holdt til  ifra Snøhetten imod Opdalsviggen. To storbukker er allerede kommet til Eikjesdalen derifra.  Skytter.Jo Østigaard skjød en som den for to hundre aar siden "navnspurgte" Røimoen"  jagede foran sig til ud paa  Bjørkskaret,- i den lille dal udenfor Kjøtaavandet.  Jo kom først, "men skjød ikke, fordi dyrene laa. Saa knirked det i sneen bagenom ham, og,  Gud bedre sig ! Der stod det veldeste uhyret af en mand, han havde seet. De fortsatte med ventning paa dyrenes staaen op. De var ganske nær. Kun en stor sten  imillem dem. Bukken var større end nogen,  Jo havde seet før,- og slige mageløse horn !  Jo vilde heller skyde den bukken end noget andet han kunde tænke sig. De to skyttere laa ved sit hjørne paa bagsiden af stenen, og  Jo anede at det gamle urmenneske vilde raade grunden alene.  "Det skal det ikke blive noget af", tænkte  han,- tog godt sikte og brændte løs. Bukken blev liggende, hvor den laa, men da var Røimoen farlig at se til. "Ha ikje lagt bukken, so skul I lagt de !", tog saa huden og nogen indmat,- og gik.  Røimoen havde ingen skreppe eller niste saavidt  Jo kunde se.  Bestefar fortalte mange historier om den vældige fjeldviddernes søn.  

 

I 1883 jaga Tron Gravem og Iva Halla en ualmindelig stor buk frem og tilbage imillom Snehetten og Sundalsfjeldene. De havde været madløse i 2 dage. Iva vilde fortætte, men tron sa nei. Da var de paa Graahøsnyten, og dyrene var reist ned i Stordalen.  et døgn senere fik jeg se dem paa Storbræen, og et døgn efter, skjød jeg bukken paa enden af Storbræen, hvor den hænger nedover  imod Kjøtaabotmellem. Stedet ligger saa høit, at det kan sees fra alle fjeld rundt. -Jeg gjorde et av mine aller fin-fineste skud der.  Dyre,- 87 af dem, laa begravde i sneen. Af bukken var kuns dens høire hoftekul og et horn synligt. Jeg var næsten ihjælfrossen, vinden orkanagtig, og sne og isnaale stak igjennem klæderne,  - den koldeste halvdag jeg ved om. Jeg bad Haagen om, at han skulde skyde, men nei ! Man var sikker om, at jeg  kunde ikke træffe den lille, mørke flekken i den sterke sidevinden, og saa langt som det var, og naar bukken kom op af sneen, var der et stort dyr  at skyde paa, og han var ferdig for det. Det var nok hans tanke. Men bukken kom sig bare op paa frembenene, og jeg skjød først igjen, og det mageløse rensdyret laa fladt i sneen. Der var et høidt, tverbrat berg bortenom dem. Skudene gav gjensvar derifra, og den store flokken kom lige til og forbi os. Jeg var saa forfrossen, at jeg kunde ikke faa haanden ned i den dybe skindlommen paa buksen, hvor patronerne var. Jeg havde en patron i haanden, da jeg fyred først. Havde  jeg havt en haandfuld, kunde jeg dræbt det halve af den flokken, der for forbi os presset isammen side om side. Jeg lagde mig ned og stak benet i veiret, da fik jeg fat i en patron og dræbte et dyr, i det de siste forsvandt. Jeg var likeglad  med hele resten. Tron Gravem sagde til mig vinteren efter. "Eg kan hels de me, at du he skotte storbokkjen din, Ola !  Den gammelaktige storskytter var forvisset om, at jeg aldrig fik se mage til buk.  Den laa og tørked i vinden 2 uger før den kom ned og veied paa 5 a 6 merker nær 8 vog. Der var 43 tinder i hornene. Den var udbrundet, og kjødet helt uspiseligt, men du, aa  du ! - hvilket et dyr at se til, der den stamped og gik et skudmaal efter flokken bortover Storbræen !

 

Ifra   "Uttai  Aan",  vaaren 1804.

En dag af bjørnens saga fortalt af  "gammel-Ola", - d.e.,  Ole Trondsen Utigaard,  F. 1788,  D. 1884. Vinteren hang saa længe i udover den tid, da der oftest er løv paa skogen og græs paa bakken. Veiret havde holdt sig saa stadigt surt, graat og kaldt ifra nordvest. Sneen var borte ifra dalbunden og  opover lierne et stykke. Marken var begyndt at grønnes, men den grønne gro var tynd og kort.  Alt hø og halmen var opbrugt og  "brøt og gnag" var eneste redningen for buskapen.  Da bestemtes at jage kreaturene til Ytre Mardal. Der var megen almeskog der, og saa slap man al transporten. Med kreaturene blev det sendt 2 a 3 gjetere ifra hver gaard.  Fra hjemme var det  "Mas-Anne", mig og bestefader. Bestefader gik ud paa Andersfon-hjellen for at smikke.  Kreaturene havde vi drevet ud paa Mardalssletten, men de var saa urolig, bare rendte og slikkede efter den gro, der endnu var saa kort. Saa hørte vi et frygteligt brøl og saa, at alle kreaturene galoperede fra alle kanter og samledes i en klynge midt paa sletten. Anne der var nogle aar ældre end mig, hauked, skreg og sprang foran og jeg efter op til Sæterbusteinene.  Fra øvre flaten tog vi ned i uren, og der  kløv vi op paa høieste stenen der Anne kom op paa lappen før mig,- maavide- og kommen did, satte hun i et hvinende skrig og stirred og pegte rett nedfor stenveggen. da jeg kom op til hende, og saa hvor hun pegte, saa jeg lige ned i gabet paa en bjørn, der med vidaabent gab stirred paa os. Jeg hørte en lyd som ifra en fresende kat og udaf det gruelige gab skjød en strøm af store bloddraaber, hvoraf somme klas imod stenveggen tæt ved vore fødder. Udyrt sto paa en sønderrevet ko. Vi hyled, hauked, skreg og sprang derifra. Jeg tænkte ikke paa nogen fare for mig selv, men jeg blev saa engstelig for gamle bestefader. Han kunde ikke springe. Jeg maate finde og advare ham. Da jeg var kommet over bekken og til stien udover Andersfonhjelden, sprang en bjørn over stien foran mig. Jeg hytted og skreg, men saa hørte jeg øksehug tæt ved, og der var bestefader i god behold, gudske lov ! Da jeg havde fortalt ham alt, kom han med mig, og paa veien til  "Sletten" indtil vi naaede bekken saa  3 bjørne springende over stien foran os. Alle kom ifra vandkanten og sprang op i uren. Bestefader reiste hjem og ikke længe kom mælkerne og med dem  Erik Østigaard. Han havde  baade bøsse og økse med sig, og saa var det bedre for bjørnen om den agted sig. Erik skulde være der over natten for at hjelpe ungeflokken rede kreaturene. Til den ende hug han ned en hel del skog, der blev bragt ned paa Sletten. der blev draget og baaret isammen ved nok til at have et baal gaaende hele natten. Kreaturene blev holdt rundt baalet, men en sulten ko saa sit snit og, kom sig op til hasselkjerrene der øverst paa Sletten, og der var ogsaa bjørnen. Den slog koen ihjel. Gjeterne hørte kun et jammers brøl, og de forstod hva det betød. Da sagde Erik med dyb næselyd; "Gange de ferre de no, so ska I komma ette, I, so ska de faa sjaa kor dinna kulaa ska ga !" Straks etter kom der mænd ifra gardene. De lagde den dræbte ko paa en slo og drog den ned til  vandet hvor de sænked baade ko og slo paa dybt vand og holdt det hele ned med sten som de vælted paa. Siden holdt de vagt oppaa Sletten. Om morgenen fandt de, at bjørnen havde snuset op sin ko, og baaret den op til Pikstenen, hvor der fandtes nogle smaa rester af den."  Den ovenfor nævnte  Erik var den siste af en tidligere meget vel anseet familie. Eriks fader var "gamle-Jo", ogsaa kaldet "skytter-Jo". Denne Jo var rent mageløs god skytter. Han var ogsaa et meget likeligt menneske paa alle vis, men hans søn,- eneste barn,- bragte ham bare sorg, skade og skam. Erik blev ogsaa indirekte aarsag til faderens fortidlige død  og som ung gut engang, anfaldt han faderen og gjorde denne saa stor skade, at faderen maatte anmelde ham. Der blev forhør og det endte men at Erik blev sendt paa slaveriet for mange aar,-5-6. Erik fik gaarden og alt efter faderens død, men da han ikke vilde gjøre noget, solgte han gaarden og forbeholdt sig levebrød  Flere partier kjøbte af Erik, men gav snart op. En af disse partier var Lars og Kari jeilaa. Efter dem kjøbte Torstein & Ingrid, og Erik døde straks efter,- til lykke for dem. Da jeg maaske er den eneste der nu husker de gamle historierne skal jeg nu fortælle om den gang han Erik Østigaard paatog sig at gjøre en ny kalv for Bjørnøiteinen. Anne, konen paa gaarden tingede ham til det. Hun sendte Snikkar-Hans med mad til Erik, men da to uger var gaaet gik hun selv for at se. Hun syntes det tog saa lang tid. Da hun kom til stedet, laa Erik saa stor og lang, han var, paa bakken og hun spurgte, hvad han gjorde paa ?  "I arbeie me haua no" svared han med grovt maal, der  kom med svære grimaser igjennem næsen. Der var en ny kalv ved siden af Erik og hun spurgte hvorfor han ikke sadte den paa plads saa der kunde blive en fisk at faa. Han fortalte da at han alerede havde sadt ind 2 men elven reiste med dem. Set ind den der ogsaa da, sagde Anne. Erik gjorde saa, og elven reiste med den ogsaa. Da sagde Erik paa hans karakteritiske maade : "Men de va no skade bærre ein urliten knet omågjera au no."  "Du fe kje meir mat mæ me her " sagde kjerringen sint og forlod ham med det. Det var Anne der kjøbte "Rødstølriflen" for sin søn som da var 16 aar gammel. Om høsten vide gutten prøve sin lykke efter renen. Tidlig paa morgenen fandt han Syver Stene i yste Ravnaaløiften bortenom Jernberget og da havde syver skudt 7 dyr den morgen. Gutten gav sig,- vist ubuden- ifølge til Steinebuen. Den gang en stor bu med 2 rum, dør og vindu. Uveir kom og dei laa veirfast flere dage. All den tid fortalte Syver historier om storskyttertiden.

© 2016 by MSF