Sagn og fortællinger fortalt af Eikjesdøler

 

Utdrag av gamle brev skrevet av Ole Utigard
 

Tron Halvorsen Reitan, Ole Tronsen Utigaard, Haagen Torsteinsen Østigaard, Peder Bjørnsen Oppigaard var paa det nermeste gjevnaldrende,- de fire ældste i nedre dalen. I 1860 aarene, da de havde overladt det meste af arbeidet til andre, søgte de med stor forkjærlighed hverandres selskab. De havde fælles minder ifra smaaguttedagene, og disse blev gaaet over igjen, saa ofte de mødtes. Om vinteren 1870-71 misted firkløveret det ene blad, daa smaakopperne bortrev Tron Halvorsen. Ole Tronsen og Haagen Østigaard var svogre og Ole og Peder Oppigaard havde gaaet i samman paa Eikjesdalens første skole. Bjørn Pedersen,- ogsaa kaldet " Storbjørn" havde 3 børn, Peder, Torstein og Kari. Bjørn tingede Gammel-Umun til at komme og holde skole for dem. Bjørn tænkte, at det vilde bli nyttigt for dem at kunde læse og skrive. Der var ingen almueskole i Norge under dansketiden og denne skolen holdtes i Oppigard i 1806-8. Ole Tronsens moder, Anne var kommet ifra Volla i Eredsfjorden og med noget af den storslægtens energi og fremsyn, saa hun, at Bjørn havde tænkt ud noget godt der. Hun gik derfor til Bjørn og bad ham om tilladelse til at sende sin søn, Ole, paa den skolen. Hun vilde betale sin andel af utgifterne. Bjørn var villig til det, og saaledes kom det til, at Ole og Peder fik fælles minder ifra deres skoledage. Umun fulgte sin egen skoleplan. Han sad og talede med dem som en fader eller moder vilde gjordt. Han fortalte dem om Bibelen, og om hvad den fortæller og lærer. Der var ingen bog paa den skolen undtagen Martin Luthers Katekismus. Ole blev bragt paa skolen hovedsagelig for at lære at skrive. Moderen selv kunde lære sin gut at læse, men skriving var noget andet. Foruden kunsten at skrive bogstaverne og sætte dem side om side til ord og disse til greie sætninger, maatte man ogsaa lære at lave,- skjære- skjære- sin pen og lave sit blæk. Ole hadde maaske særskilt anlæg for skrivning. Han skrev en meget stø og vakker handskrift med gotiske bogstaver. Det var 3 store eksemplarer af hans handskrift, der ødelagdes, da hans hjem brænte den 4de november 1883.

 

Umun var en meget gammel mand. Han husked selv det meste af 1700tallet og igjennem gamle folks fortællinger, som han hørte i sin barndom og ungdom, havde han rede paa det viktigeste af hvad der hendte i det romsdalske i 1600aarene. Hans fortællinger havde til baggrund, det dybe uigjennemtrængelige mørke, sortedøden lagde over landet. Den fryktelige katastrofen ødelagde alt undtagen selve landet. Somme historieskrivere siger, at pesten ophørte aar 1392. Den begyndte i Bergen, hvortil den kom med et skibsmandskab aar 1342. Den havde da raset i hundreder aar i resten af verden, og foraarsaget en tilstand, der allesteds betegnes med navnet " Den mørke tidsalder." Somme historieskrivere anslaar folketabet i Norge til 2/3 af befolkningen. Tabet var utvilsomt meget, meget større. De faa underretninger ifra her og der, tyder stærkt paa det. Paa gaarden Bjerke paa Vaagstranden er der en tradition om at den samme familie har eiet den gaarden siden før sortedøden. Sagnet siger : En ung gut,- alene,- overlevde pesten der. Efter en stund fandt han det saa trist og ensomt, at han gik ud for at træffe nogen, han kunde tale med. Han fandt at han var den eneste levende paa hele Vaagstranden. Han fik intet svar paa sine raab,- ingen røg fra nogen ljore. Da gik han til Indfjorden. Der fandt han han heller ikke noget levende menneske, men paa et sted saa han nogle kreaturer, der for frem og tilbage og gaulet,- ligesom jamret sig, tænkte han. Da han ingen fandt i hele bygden, gik han over til Maandalen. Fra viggen ? øverst i Maandalen saa han til sin usigelige glæde, at der steg røg op af en ljore paa fremste gaarden dernede. I sin glæde, trilhauked han, saa det gav gjensvar ifra nuterne, men fra gaarden kom der intet svar. Han sprang da ned lien. Hvor der kom røg op af ljoren, maatte der være folk, elleri allefall nyligt været folk, tænkte han. Han gik til huset, hvorfra røgen kom. der var mange hus,- hus nok for en hel grænd, men han aabned doren paa vid væg,- døren og ljoren i taget var de 2 eneste aabninger paa huset, og da saa han straks at der inde var ingen. Rummet var af samme mønster som alle stuerne den tiden,- bare jordtuften med en stenkantet aare midt i rummet ret under ljoren. Langs de 2 langvegge og den indre tvervæggen var der brede benke, der brugtes bare til at sidde paa og ligge paa om natten. Et langbord af kløvede stokke og nogle krakker var hele møblementet i en stue den tiden. Bordet og benkene hviled paa store stabber. Gutten saa, der havde været nogen der straks før, for der var nylig paalagt ved paa aaren.

 

Han gik da ud for at se efter i de andre husene, men fandt ingen. Han raabte og lytted,- fik ikke svar. Da tenkte han her maa være nogen, der vil holde sig skjult. Da sprang han fra hus til hus og fik se en snip af noget der snart saa svint rundt et hjørne. Han sprang andre veien og mødte en ung, forskremt pige. Hun havde ikke seet ham,- kun hørt ham og var saa bange,- tængte han maaske var en nidding. Efter lidt forklaring var de begge glad over mødet. Hun fulgte ham til hans hjem. De bar ild med sig, det var best at være sikker paa at man havde ild,- maa vide. Efter en stund i hans hjem, gik de til hendes. Da ogsaa bar de ild med sig, og derfor fik den fræmste gaarden i Maandalen navnet "Bærild". de to kunde ikke gaa til kirken eller presten, og for 200 aar var folket som kom og bosatte sig paa de folketomme strænder og bjørnfyldte bygder for det meste uden præstelig betjening. Den siste af den mægtige Arnesøneæt gik i Klaaster og testamenterede Veø Kirke ættens store jordegodser. Veø Kirke var en lang aarrekke den eneste Kirken i Romsdøla fylke. Da distrikted fik en befolkning igjen, kom kongeligt bud og befaling til alle, at de som kristne menesker skulde lade presten vie dem til ægtefolk og have deres børn døbt, hvis de og deres ønskede at undgaa straf baade i tid og evighed. Hellig Olaf havde indført Kristendommen i landet. De der overlevede sortedøden, vidste om det. De havde ogsaa hørt at der var en hellig fader i Rom, der havde mest at sige om det kirkelige. De prester der kom til dem igjen bestyrkede den meningen. Saa kom der et vældigt omslag igjennem kongeligt bud og befaling at de slet ikke maatte have noget samkvem med prester der der hyldede paven. Kongen vide sende dem rettelige prester. Der var en tysker ved navn Martin Luther, der havede paavist og bevist, at paven ikke var saa meget til kar, som han gav sig selv ord for, og nordmendene vilde naturligvis og,- skulde,- være paa rettens side i denne vigtige sag. Fra nu af skulde de være Lutheranere eller protesstanter.

 

Paa den tiden kom der 3 prester til det romsdalske sendt fra Kjøbenhavn. De 3 havde gjort garnisonstjeneste i sammen, og saa blev de udnævnt til prester,- en til Veø, en til Grytten og en til Tingvold. de tre prester blev berygted under navnet " Det romsdalske trekløver." De gav en god dag i prestegjerningen og holdt sig isammen,- snart her,-snart der, og deres sammenkomster udmerkede sig ved fyld, slagsmaal, og de andre største synder imod Guds og skikkelige menneskers lov. Folk der reiste lange besværlige veie, som for eksempel ifra Finset, for at træffe presten, fandt ham ikke hjemme,- uvisst naar han kom ! Der maatte være en skrue løs nogensteds Saadant saa man aldrig af de prester, der mente vel om paven. De forbandede dansken. af Veø kirkes midler blev der saa bygget kirke paa Rø, og Nesset prestegjeld blev organiseret. Den store svære deiendommen som ligger paa næset imellem Langfjorden og Eidsvaagen blev prestegaard, og Hammervold,- tvers over vaagen blev prestenkegaard. I tilfælde at presten døde og efterlod sig en enke, skulde hun have Hammervold til sit underhold. - At sortedøden gjorde næsten rent bord i Norge fremgaar tydeligt af beretninger om den ifra Trondhjem og det Trondhjemske. Da sortedøden kom til Trondhjem var der en Erkebisp og 24 Kanikere tjenestegjørende ved Domkirken. Da pesten var over var der en Kaniker i live. Resten strøg med. En fra landdistrikterne undkom. - I en bygd i Telemarken, Hedalen, kom alle bort, og bygden forvandledes til et vildnis. Der var en kirke. Den blev senere funden af en bueskytter. Han skjød en pil efter en fugl. Da hørte han en klang som af en bjelde. Han gik efter lyden og fandt en kirke i tykke skogen. En luge i taarnet var aaben. Pilen havde gaaet og truffet kirkeklokken. Indgangsdøren stod aaben. Skytteren gik ind og fandt, at gulvet var dekked knædybt med løv, støv og tør kvist. Døren til selve kirkerummet var ogsaa aaben, derinde var der ogsaa et tykt lag med løv og støv overalt. Han gik gangen midt efter gulvet henimod alteret, og fik da se en bjørn reise sig op under prekestolen, hvor den havde indrettet sit leie. Skytteren skjød bjørnen, og deb hud var at se i et skab paa alterets bagside i 1870-aarene, er der fortald om i Eriksens og Paulsens lesebog.

 

I Eikjesdalen var der sagn om at sortedøden kom ogsaa did. Nogen flygted til Botten ovenfor Bratbakken. De gjorde aftale med andre, der forblev i bygden, at de skulde komme op under Bratbakken med beskjed. Beskjeden blev slig at de mente, at de mente det var raadelig for dem at flytte længere til fjelds. De flytted til uren ved Langhølen indenfor Aurstølen. Mødestedet med folk ifra dalen skulde være i Botten. Pesten kom til uren. Nogen overleved i fjeldet eller dalen, ellers vilde der intet sagn været. Hvis folket, der leved i Eikjesdalen før sortedøden,- før danskene havde noget at sige i Norge, talede et forskjælligt sprog, ifra det der tales der nu, saa er det klart, at ingen af dem leved der efterpaa. Hvert navn paa alt baade stort og smaat, er givet i det sprog eller maal, der tales der nu. Udskiftningsformand Paul Lie var ved sit giftermaal med en søster af profesor O. J. Brok velkjendt med flere af storhovederne i Kristiania. Han forespurgte hos dem om navn og ord, som han opgav, var ifra oldnorsk. Svaret var "nei, nei" til alt. "Skeparhellar" eller "Skeparbrekke" var ikke ifra oldnorsk. Sagnet om Eikjesdalens bebyggelse er utvilsomt om hvorledes den blev bebyged igjen efter sortedøden. Sagnet er: Brynjel kom opover vandet i en baad, som han kaldte en "eikje". Efter den fik fik vandet og dalen sit navn. Brynjel tog ophold i en hule under en lang bergryg, der senere blev kaldet Brynjel stenen. Den blev næsten helt begraved af et jord og stenras, der ved Fjeldsvadfonnen i 1876. Raset delte sig under Fjeldsvaet. Noget gik ned paa aageren hans Arne Nilsen, og noget gik ind og nedover "svogten" og næsten begrov Brynjelstenen. Den ligger i Brynjelbakken ca 100 meter ovenfor bakkaakeren. Brynjel hug og brændte en rydning og byggede hus. Med tiden kom der andre der bygde lidt udenfor ham. Saa talede han om folket uti-gara.

 

Saa kom nogen og bygged ovenfor Haubrækken. Om dem talte folket i austi-gara og uti-gara om dem oppi-gara. Navnene taler klart om hvorledes bebyggelsen spreded sig. Hvis man tænker sig, at oppi gara bygedes først, vilde ikke austi-gara faaet det navnet. De 2 bautastenene og sagnet om dem tyder, at Brynjel var ikke den første der i dalen. Hvis bautastenene var opsat efter Brynjels tid, vilde sagnet om dem blive et andet. Sagnet fortæller om dem, at de var 2 jutullers kastestene. Jutullerne var uvenner, og da det hendte sig en gang, at den ene var paa Kathammerentinden og den andre paa Middagshaugen kastede sine stene efter hverandre. De sigted vel nok, men de havde ikke kræfter som Tor, derfor faldt de til jorden før de havde gaaet halve veien. Stenen der kastedes fra Kathammertinden grov den ene enden dybt i jorden og den andre enden 7-8 fod over jorden læned og peged paa Kathammertinden. Det er en særdeles fint udhuggen sten, oval af form. Deres brædde er noget større end tykkelsen og kanterne fint, gjevnt afrunded. Dens ender er ogsaa fint afhugged. Den er af en sort sten der ikke findes i Eikjesdalens overflod af sten. Den stod ca 20 skridt ifra veien udenfor ydste ageren og omtrent den samme afstand ifra almenveien. Naar den ageren høstpløies, og jorden tørkes ud, kan vist stedet sees endnu. Da stenen toges ned, maatte de kaste op et dybt hul, og paa det vis kom en hel del hvid sand til at blive blandet med jorden, da hulet fyldtes igjen. Stedet kunde paa det vis tydeligt sees 20 aar efter at stenen toges bort. P. A Oppigard eied en stor vidde af Finskogen. Da Torstein Utigaard med stort besvær og formuvende venners hjælp fik udskiftning beordret, tog Peder ned bautastenen og kjørte den til Oppigaard. Ingen kunde forhindre det. Den stod paa hans land. Straks efter at dette skede, kom pastor Heltberg for at tage afsked med Eikjesdølerne Han skulde da forlade Nesset, og pastor sten afløse ham. Da han reiste ifra dalen var Peder A. og Peder B. Oppigard, Haagen og Endre Østigaard og Ole Tronsen Utigaard ifølge med ham nedover veien Han spøgede med dem og sagde: " I Eikjesdøler gjør et godt bytte nu I bliver kvit et helt berg for en sten - men hvad ser jeg ? Bautastenen er jo borte ! " " Den stod saa iveien der i ageren, derfor kjørte jeg den bort, " sagde Peder A. " Du tog ned og kjørte bort bautastenen, men det skulde du ikke gjort Peder. Hvad mener du de vil tænke, der sadte den op ?" spurgte presten. "Ha, ha" lo Per, " dei vekje no ikkje i taannaa i dag dei so sætten op," sagde han. " Peder" sagde presten, " den vakre, store stenen sadtes op til minde om nogen eller noget, der utvilsomt var af aller største vigtighed for dem, og til saadant kommer man tit og ofte tilbage !" Den andre bautastenen stod ogsaa paa Peders land. Naar man gaar forbi smidjen og op til Slepsteinbakken, saa har man paa venstre haand opunder bakken stedet hvor den stod. Hver forsommer, da slaatmarken blev raged og ryded kastedes smaa og stor sten rundt den bautaen. Det er orsagen hvorledes den stenrøisen kom rundt den. Da sylta over gjødselkjelleren gav efter for tyngden, der hviled paa den tog han den ned og lagde bautastenen fra Slepsteinbakken i stedet. Den er ikke nær saa stor som Finskogstenen, og af en helt anden sort sten, lidt gulagtig af farve.

 

Før udskitningen var den dyrkede jord opstykked i agre. Somme agere eiedes forgodt af en gaard, andre agre havde garden brugen af for 2-3 aar, da en anden gaard fik fik brugen for et lignende tidsrum. De fleste agre bytted bruger fra tid til tid. Den "Austre yste ageren" var en tid Eriks og saa Torsteins. Paa det vis kunde ikke jorden faa hvil og bedring. det var et af argumentene , han Torstein bragte i felten. Et andet lige vigtigt var fælleseien af furu og hasselskogen. Der havde været gild furuskog paa Uraa, Fagerhjellaa, Bruberget, Ryabrekken, Baadstohaugaa, øvre og nedre Hestnesset. I Austre og yste Hamraa , i Lien, Kamrøraa, Almelihaygaa, i Holaa, under Resaa, i Inste og yste Mardalskammene ( En større del af tømmeret til kirken toges derfra), i Tyviken og Kathammeren tog alle material, naar de brændte kul. Paa Mardalsmoen hug man omkap. Naar nogen saa et ? , pent træ, det maatte han tage,- ikke godt at sige hvem der bliver eier naar skogen deles. De 2 fod tykke hasselstammerne blev banked med en øksehammer for at faa nødderne, naar den "tenninga" godt. Det var hvad de havde gjordt, siden Brynjel var manden Der-op i Austigard. Sagnet var : "Brynjel kom over vandet i en "eikje". Det er den samme slags baad, der senere blev kaldet "ferge". I Solør og Trysyl kaldes den slags baad en "eikje". Brynjel kom maaske ifra den trakten. Aslak Baardsen Sira gik i guldsmedlære i Kristiania. Han opsøgte Ivar Aasen og havde samtaler med ham. Aslak fortalte, at Ivar beklaged de mange forvanskninger af navn der i det indre romsdalske. Han sagde blandt andet : " Eridsfjorden er et meningsløst navn. Istedet for "d" i det navnet burde der været en "k". Da vilde det blevet "Eriksfjord" og det med god grund. Harald Haarfagres ældste søn, Erik, var konge i det romsdalske efter faderens død. Stedet som nu kaldes frisvoldgrænden, Var da "Frøiavoldene". Der var tempel, offersted og kongsgaard. Eriksfjord, Erikselven, Eriksvandet, og Eriksdalen, var utvilsamt, de rette navn der. " Den store, fine bautastenen paa Finskogen styrker Ivars mening. Det var folk med magt og midler, der fik den udhugget, transportered og opsadt. Efter sagaens beretning om Erik var der gode grunde for reisning af bautaer baade her og der. Hans fremfærd ledet til, at han fik tilnavnet "Blodøks". Desverre har "sagaen forglemt hvad hun vidste". ogsaa her, men i dette tilfældet maa sortedøden bære skylden. Det var en forfærdelig tildragelse. Den dræbte de fleste af befolkningen og fyldte de igjenlevende med en skrek og en gru der blev afsadt i folkekaraktæren. I lag, da alle talede i munden paa hverandre, blev det stilt, naar svartedauen blev nævnt. HerreGud sagde mødrerne. Tenk de hjelpeløse børn.

© 2016 by MSF

Copyrights