Reinsjakt

 

Jakt og fangst har betydd utruleg mykje for folk i Eikesdalen, og dyregravene i t.d. Sandgrovbotnen, Gravdalen, Vikebotnen eller Hoemdalen fortel om lange tradisjonar. Øystein Mølmen skreiv i 1978 boka «Villreinen i Snøhetta-feltet». Der er alle registrerte fortidsminne i samband med villreinsfangst i Eikesdalen også tatt med, og interesserte blir vist til denne publikasjonen (Utg. av Direktoratet for vilt og ferskvannsfisk). Geværjakta dei siste hundre åra er på mange måtar ei vidareføring av dei gamle fangstmåtane. (Utdrag fra "Til Eikesdalen")
 

RENSSKYTTERE INDFLYTTET TIL EIKISDALEN 1790

(Utdrag av gamle brev skrevet av Ole Utigard).

Den tredie storskytteren, der flytted ifra Lesje til Eikisdalen, var Torstein Bjørkne=Finset. Han var en yngre søn og født aaret 1790. Hans barndom og ungdom faldt altsaa ind i de gyselig haarde tider, det norske folk da maatte gjennemgaa. Som følge af Danmarks allianse med Napolion, blev den norske sjøfart og udenrigshandel saa vanskeliggjordt og tilsist helt standset. Da blev tilstanden i Norge slig, som Ibsen saa vel skildrer den; " Endnu gaar sagn om de trængselkaar, som folket da stedtes i, Engelske krydsere stengte hver havn, i landet var misvækst og nød - den fattige sulted, den rige led savn- to kraftige arme var ingen til gavn - for døren stod sot og død." Torstein fandt sig selv midt op i den tilstanden. Som bare smaagutten fulgte en naturlig drift til jagt paa det myldrende vildtet i skogen og fjeldsidene,- storfuglen, skovrypen og haren. Han sadte op snarer og faldstokke og havde fra først af et merkeligt held,- den gutten. Han solgte af fangsten til lensmand og prest og andre ogsaa. Fortjenesten var ikke stor, men det var da noget, og det var hans bidrag til familiens hjælp. Hans flakken om i skog og mark havde en nydobbelt nyttighed. Samtidigt med, at han lærte vildtets vaner og veier, fik hans unge krop en skolering, der senere gav ham ord for, at han var " leug som ei viu aa stiv som ein staur." Som voksen raged han over sex fod i høiden, og rundvaksen og ret som et lod. Klare, gløgge øine luste ud fra det vakre ansigt. Paa ski og skøiter var han uovervindelig, og til dans vilde alle jenter helst gaa med ham. Da han kom lidt mere tilaars, blev det vildrenen og ryperne, der fik undgjelde. Der var ingen fredningslov den tiden. Han drev med jagt hele aaret for en tid. En sommer ved StHans-leite, gik han i følge med Syver Steine (Leira), Skytter-Jo- Bø og " Løkkegutten " en tur langs Lesje og Lesjeskogens nordøstfjelde, til Stavaskaaren, Kalbotten, Sangrovbotten, Høvelbotterne, Kleineggjen, Middagshaugen, Bruaabaatterne, Børaa, Lillehaugen, Jeitsiden, Lillefjeldet, Fossaafjeldet, Grønbotten, Svartbotten og næsten rundt Storbræen i Mardalsbotten. 3 klovheste bragte fangsten til markedet. De skjød 87 dyr paa en maaned.

 

En dag kom karene ned Sandgroskaret og besøkte Ole Tronsen i Utigaard. Syver kjendte Ole siden den gang Ole var hans gjest tre døgn i Steinebuen under en forrygende snestorm om høsten. Ole fortalte ofte om det besøget. Steinebuen var et komfortabelt herberge da: Skorstein, seng,kløvgreier, skind og aakleder, hylder fulde med madvarer, en mængde opkløvet ved baade ude og inde. Der var ogsaa en almindelig dør paa buen. Syver havde den gang 7 dyr i kjødgrave bortest i Yste Ravnaaløiften. Det var tidligt om formiddagen, at Ole kom bortover Gjernberget. Kommen saa langt, at han saa hvor løiften endte paa Stordaldviggen, blev han var noget, der næsten gjorde ham bange. Der laa nogen tommer nysne over fjeldet. Hva han saa var en uhyre stor og blodrød, skikkelse bærende et helt rensdyr, fare afsted med lange skridt imellem berg og stene. Ole gik nærmere for at finde ut sammenhængen med det. Ole var ikke af dem der lod sig lettelig skremme. Han saa den store skikkelsen med et ryk af skuldrene slænge rensdyret ned i et hul foran sig, rettede sig op og saa og raabte til Ole: " Hei, har du ei kvit sjurte nest kroppe, so tak'o taa de aa drag'o paa igjen uttapaa disse svarte klæun dine før du skræme al semla utu fjellom !" Syver havde en fodsid hvid flangje (frak) paa, og holdt paa at bære i sammen de 7 rensdyr, han havde skudt før frokost den morgen, Den hvide store flangen saa ud, som om den var vasked i blod. Uveir sadte ind, og "Sjugul" inviterede Ole til at gaa med til buen. Ole var villig til det. Han havde hørt saa meget om den "storskytteren", og det vilde blive gjestebud at være i sammen med ham en stund. Det blev ogsaa gjestebud. Uveiret varede tre døgn, og Syver fortalte jagthistorier og om skyttere fra baade gammel og ny tid. Han fortalte ogsaa om Ester toresen Rødstøl, der havde eiet Oles rifle. Rødstølmanden og hans rifle var navnspurt. Med den riflen kunde man skyde ren og bjørn paa tre ganger længre hold, end det var muligt med de gammeldagse "sletbøsserne". For dem var 60-70 alen et langt hold. Rødstølriflen greiede 200 alen, hvis du ikke kunde komme nermere - da. Syver fortalte om "storbukken" sin. Han skjød den i Brøndhøen. Den veide " 8 vog og 8 mark foruten hugu, føt og hu ". Han tillagde: Dem sei dem ha skaate dem større jamen lot dem da, leil !" I Svartkolbrue var der en sten paa et "res", han ofte havde sneget sig op til og fundet dyr nær nok til at skyde ifra den stenen til anlæg.

 

Syver fortalde om "Halvorn" paa Lesje -en storskytter- der blev saa gammel, forkrøblet, blind og kom paa lægd. Han maate bruge krukker for at flytte sig, men selv da, naar der kom en rigtigt fin veirdag om høsten, drog han sig ned langs en af de mange skigarer der stirrede med de blinde øine igjennem skigaren og sagde; " Ja I viste du va der, storbukken min, aa no ska du faa da mæ!" "Derpaa tog han den ene krykken og slo den hardt i mod skigaren, tittede paanyt og sagde: Jau, du vart der naa leil !" Halvorsens bøsse hang paa en væg. Da gamlingen døde -drog sit siste suk- faldt bøssen med et stort brag ned paa gulvet. Syver fortalte, om "Røimoen" fra Sundalen. Efter beskrivelserne at dømme var han vist en af "Vidars" egne efterkommere. I fjeldet saaes han aldrig mere end halvklædt. Altid foruden hat eller hue, uden frakke og nisteskreppe. Hans jaktmark strakte sig ifra Snøhetten til Bjørkskaret og ifra Sundalen til Aursjøen.

 

Syver fortalte om to urædde Lesjinger -den ene var en kjæmpekar ifra Nørsbø, den andre var ældre, men ogsaa "grepa kar". De var egentlig paa fiske ved Aursjøen. De havde ogsaa bøsserne med, og en dag i "haltiden, veiret var fint og en smule sporsne var faldt, gik de bortover Torbuhalsen efter renen. De kom paa spor efter et "hall", fulgte efter og fandt flokken. Hallaren var en storbuk med veldige horn. Det knirked i sneen bagom dem. Vendende hovedet saa de en stor, halvklædt fyr med en bøsse komme krybende til dem. Det var Røimoen i hans ungdom. Lesjingerne sagde han kunde gaa nogen anden steds og ikke gjøre fortrædelighed for dem og deres flok. "Deres flok" gjenmelte Røimoen. "Hvis jeg ikke havde jaget den flokken ifra Sundalsviggjen og hid, vilde I aldrig faaet øinene paa den bukken !" De spurgte da om hvorledes de skulde gjøre det. "Gaa og skyd bukken hvis I kan, jeg skal ligge igjen her, " sagde Røimoen. De to gik eller krøb afsted men var ikke paa skudhold, da dyrene tod flugten -skremt. De tre gik efter sporene et stykke, og der havde hallaren sadt hallet igjen. det gik ligedan som første gang. Dyrene for afsted og skytterne efter. De naade flokken igjen, og Lesjakarene skulde atter gjøre skydningen, men, som de krøb frem mod maalet, holdt de ogsaa øie med ham, som laa igjen. Da saa de en haand stikke høidt i veiret over en sten. Dyrene saa det samme, og tog flugten for 3die gang. Da blev Lesjingerne mægtig vred og sagde ham, hvad de syntes om ham. sundalingen tog det med ro. Det var alt i mørkningen om kvelden. De to gik paa Buvolden, stelled sig og gik tilsengs og havde sovet en stund ogsaa da døren fløi op, og noget tungt slængtes paa gulvet, saa sælen skalv. Gjennem mørket hørte de, de fordum saa tirrende, eggende ord " Der er hornene og huden af storbukken, kare!" Røimoen havde naaet igjen flokken for 4de gang og i halvmørket og maaneskinnet skudt bukken -flaaet den- muret ned kjødet og med den store, tunge hud og de mæktige horn gik han den store kroken bare for at ærgre de andre. "Uf nei !" sagde Syver, Røimoen var mere af en Jutul - et trold- end et menneske. I en ur paa Rauberflyen havde han et hul, hvor han laa iblandt. En nat vilde nogen bryde sig ind til ham. "Her er ikke rum for fler her, sagde han. "Jeg skal ind og du ud, lød det udefra. "Gaa herifra mens du kan," sagde Røimoen, og lagde til "gaar du ikke, saa skyder jeg." "Skyd du, saa fort du kan", sagdes der udefra, dit krudt brænder ikke denne gang." Stenhellen, der stængte døraabningen til kojen, reves ned, og store fingre følte rundt efter noget, de kunde faa tag paa der indenfor. Da smalt det, og den der endnu var -for det meste- udenfor , sagde intet mere. Røimoen sparked døraabningen fri, sadte op dørhellen igjen og var herre i sit hus resten af natten. Næste morgen drog han den døde til et hull i uren, der gjorde tjeneste som grav, vælted sten over som paa en kjødtgrav og paa en flad sten nær stedet, reiste han op en mindesten, der var saa stor og tung, at noget lignende kunde kun blive udført af en stor flok stærke kare.

Syver gjorde sine kamerater bekjendt med folket der i Utigaard. Da han kom til Løkkegutten, sagde han: Han er ikke store karen endnu, heller ikke konfirmeret, men han har dog skudt rensdyr. Gutten voksed op og blev god skytter og spillemand. Han blev gift og fik en søn, der ogsaa blev skytter og spillemand og gik under et navn, der ikke kan gjengives skriftlig. Betydningen er "Lille-løkkingen". Første parten af navnet brugtes i dialegten som skille millem fader og søn. I 1870 aarene var han meget benytted af Englænderne som jagtleder. For mange aar siden, blev han spurgt af en korrespondent, om hvor mange rensdyr han havde skudt. "Det har I ikje tal paa, tvaaltri tusen iallefald !" En gang han fulgte en englænder i fjeldene bort i mod Søndmør, fandt de en storbuk, der laa saa langt bortpaa en bræe, at Lille-Løkingen sagde, det var altfor langt. De maatte vente til den stod op og flytted paa en kant. Englænderen fandt sig i det og laa og vented. Da kom der en "Matias" ifra Sundfjord, han spurgte, hvorfor de ikke skjød bukken. den kan ikke skydes, hvor den er nu, blev det svart. Jo, sagde Mattias, den kan, og jeg vil gjøre det ogsaa, naar ikke I vil. Dermed fandt Mattias en stor stenhelle, reiste den forsigtigt op foran sig paa brækanten, hælded den øvre enden imod sit hoved og med en haand paa hvert af de nedre hjørner skridted han med forsigtighed hellen foran sig bortover bræen indtil han var nær nok; brugte saa stenen til anlæg, skjød og dræbte storbukken hvor den laa, og engelskmanden raabte hurra for "Norges bedste rensdyrskytter". De fire skytterne vilde gjerne sælge kjød og skind til Eikjesdølerne, men disse havde mad nok og forresten kjøbte lidet af nogen ting. Skytterne fandt, at folket der var selvhjulpne og bygden mageløs. De spurgte om hvormeget en gaard kunde kjøbes for der. Kun en gaard, den ene Finset-gaarden,- var da tilsalgs. Folket, der havde levet der, eiede en anden gaard- og var derfor villig til at sælge Finset. Torstein var da gift, men havde ikke eget hjem. Hans kone var den unge, vakre, glade Imbjør Nesgal. - Hun vidste lidet om livets dystre alvor,- opalet i hjemmet beliggende midt i bredeste Lesjabygden, ælsket og kjelet af foreldre, slegt og alle andre, drømmende kun om velgang og lykke, gav hun Torstein sit ja-ord. Han var saa kjek - saa glup en gut. Alle mennesker talede bare godt om ham.

 

Torstein kjøbte Finset. Et hjem,- en eiendom,- der dagstødt og aarvist ydet det daglige brød til den arbeidende eier, var saa stort et gode, som han kunde tænke sig og ønske for sig og Inbjør. de flytted did, og hvad det daglige brød angik, blev de ikke skuffed, men Inbjør fandt stedet saa totalt forskjelligt fra alt, alt, hun havde forespeilet sig i troskyld. Tenk den susende, brummende elven og den evigt dundrende fossen og dertil de graagule fjeld, der sto saa høie, stille, ligesom ventende og saa lige indpaa en. Nei, nei, det var ikke til at udstaa. Først klaged hun sig til manden, og dernest anklaged og bebreidet hun ham for at han havde ødelagt hendes lykke. Torstein blev rent syg af hans ælskedes klager og anklager. Han havde ment saa vel. Hvad skulde han gjøre ? Saa faldt det ham ind, at han maatte bort en tid,- det vilde maaske være best for dem begge. Han gik til Ole tronsen Utigaard og fortalte ham om sin knibe og spurgte om Ole kunde gjøre brug af ham et aars tid. Jeg maa faa betaling, saa jeg kan greie skat og tiende, og betalingen regner vi for dagen. Jeg maa gaa hjem iblandt og se, og den tiden regner vi ifra betalingen, naar aaret er omme. Hvor meget vil du have for dagen, spurgte Ole. " 2 skilling" svared Torstein, og tilføiet at han vidste at han kunde gjøre ret for dem. Naar vil du komme ? Nu ! "Det er et forlig Torstein ". Ole sagde, at han fik skjend og fantord af alle naboene. De beskyldte mig for, at jeg gjorde en utid for dem alle ved at betale saa stor løn. Nest vilde blive, at deres arbeidere vilde have ligemeget. "Ja," sagde Ole, "det var stor løn for den tiden, men saa var Torstein ogsaa den dygtigste arbeider, jeg ved om." Med ljaa og ?yru tog det 2 rigtig dygtige til at holde følge med ham. Han gik ifra Finset til Utigard og skar 24 trever den dagen. For at hjelpe Imbjør sendte han efter en kjending ifra Lesje. Bjørner havde han, og havde kone. Den nyankomne konen kom snart i samme humør som Inbjør og før nogen vidste ordet af, for de i luggen paa hverandre, saa haardotterne føk. De to mænd, gode venner, kunde intet gjøre og Bjørner reiste ifra finset igjen. Bjørner var ifølge med Torstein, da han skjød, det største "reinskrytyre", han nogen gang saa. Det var før St. Hans og ved "Saattaa" straks indenfor YtterVike-skaret. De bragte deres fangst ned til Vike - derfra til dalen, og Ole Tronsens moder, Anne, kjøbte de 2 laar, af det store dyret, hvert laar veied over 2 vog - 1/3 af hele dyrets vægt og selvfølgelig - det var en ælg. Torstein laante Rødstølriflen, gik op Sandgrovskaret og bagenfor "Børlasset", fandt han en storbuk. Han skjød paa langt hold, holdt derfor høit- traf som han sigted. Bukken faldt. Han gik bort til den, lened riflen borti hornene - skreppen ogsaa. Da sprang bukken op igjen. Torstein greb tag i hornene - blev kasted høit i luften, og da han kom ned, fik han et stød i hovedet, der bragte ham til at forglemme alt for en stund. Da han vaagned, var bukken, bøssen og skreppen borte. Han ledte længe og fandt bøssen. Skrepperester fandtes længe efter langt nede i Bruskaret.

 

En anden gang fandt han 2 dyr indenfor Bruaaen. Fældte bægge med et skud - aabnet dem -samlet blodet i en sek, han laved af et stykke indvold. " Det blodet er det allerbedste mauk for pylse eller klub !" Han bandt de to skrotter i sammen med et taug - tog dem paa ryggen og bestemte sig til at gaa ned Bekkene. Han havde ikke gaaet der før,- tog feil af veien - gik nedover den sletten med den lille sorte uren, hvor kvinden sadte livet til, da hun ogsaa tog feil af veien. Torstein kom ned med de 2 dyr, skreppen og bøssen. Han tabte pylsemauket. Han sad paa de glatte sva,- holdt sin børe paa skoterne, og med hvad tag, han fandt med fingrerne, lod han sig glide tomme for tomme. Han kom ned ved Bjørneskaatet. En flok sætringer paa kirkevei stod ved Lerstenen og saa paa.

Endre Østigaard, Ola Nepaareita og en til gik til Finset, og fik Torstein med til fjeldet efter renen. De gik op nedre stigen, og da de var komne oppi Stavhølen, sadte de sig - for at puste paa. "De aabned ogsaa skrepperne- og tog en madbid. Ole Tronsens hund var der. Den stak næsen bort til Endres hænder ( hundens maade at be om en bid) Endre slog den over næsen og sagde, han kunde ikke skjønne, hvorfor folk drog med sig en slik armod !" Torstein saa hvorledes Endre svared paa hundens bøn. Det gjorde ham vred, og han sagde: " Hain æ naa mykkjy bære skyttar einn du, da !" Straks efter - i botten under Reinnarfon-bræen, ledet hunden dem til en flok dyr, og Torstein brugende alle bøsserne, skjød 4-5 dyr til følget. De snakked om nogen der aldrig skjød bom. Da sagde Torstein; " Den der aldrig skyder bom skyder ikke mange," De snakked om en, der var saa rask til at gaa og springe. til det bemerkede han:" Ein lyt væra so go, at han skjyt 'o ihæl !" Han fulgte sine smaagutter til sengen, bredte paa dem klæderne og sagde: " No ska døk ligge istil, som um døk laag i fjelle !" Torstein var en virkelig storskytter. Han skjød godt og forstod til en prik, hvad han kunde og burde gjøre i alle tilfælde paa jakten. Han og Imbjør havde 5 døtre - ingen søn. Den ældste garjenten blev gift der paa Finset. Torstein døde i 1870aarene. Tre af døtrene reiste til Amerika. Den 5te- yngste var ogsaa færdig for amerikareise men druknede, da en baad, hun var paa gik rundt. Imbjør havde da kun ældste dotteren igjen. Savnet af det lykkelige barndomshjem var lige stort og saart. En dag, hun fandt sig alene, tog hun sine bedste klæder paa og gik tilfjelds for at gaa hjem igjen. Hun spurgtes aldrig mere. Bræen paa Storhøen er maaske hendes ligsvøb. Derfra saa hun kjendte fjeld og lukkede glad de trette øine.