Fra de gamle tider

 

Utdrag av gamle brev skrevet av Ole Utigard
 

De gamles boliger var smaa, men mange. Saalangt tilbake som i 17.aarhundrede havde man foruten beboelseshuset, bastue, stabur, ildhus og tørstue.  Saa var det et lidet  fjøs for kreaturene, et for hestene, et for sauene, et for geitene, et for grisene. Ialt 10 særskilte bygninger. Dette om de gamleste tider, jeg hørte de gamle fortælle om. Ljaaren og døren gav lyset, dagslyset, den eneste adgang til rummet. Paa benkene sad man, og laa om nætterne, hvis man ikke redet sin seng i hø, halm, brisk, skind og aaklæder paa tuften. Saa blev man fremskredende. Man hug et "lidet" hul paa væggen, ganske høidt oppe, strækked vomskind over og kaldte det, det første vindu i Eikjesdalen. I fjøsen var der ingen "sjaa". Dagslyset kom indgjennem dør og glug. Da mange hus, hvoraf staburene altid var de bedst byggede, og først fik gulv og loft, og foruden at være den  fornemstige madbod, ogsaa blev gjesterum naar storfolk kom til garden, var nødvendiggjordt, skulde man faa avlingen under tag. Fra 18.hundre 2 eller 63 mindes jeg 3 ildhus af den gamle orden. Ildhuset der hjemme havde et aarstal indskaaret dybt med rare taltegn paa enden af en stok, i mønen, og jeg tenker det var 1347. Er ikke sikker. Man rev ned huset og kjørte det ned fra Moens til stue for Nils og Ragnild og Magnhild. Aarstallet blev naturligvis fjernet først saa man ikke behøved at ærgre sig over det gamle skrab. Ingen -ingen-  husked hvad aarstallet var. Det første vindu i dalen var sansynligvis et med blyinfattede ruder paa en vegg i Bastuen  "Derbort". Vinduet var stort som som et halvt af almindelig størrelse. Ruderne var store som kortblad og vist ikke to ruder af samme farve. Blyet var af udmerked kvalitet og udmerket til støbe kugler af! sagde de.

 

Ennu i det 1700 aaret var røikestaavorne gaardens beboelseshus.  Da samledes gaardens folk om kvelden omkring spikhellen som stod midt paa gulvet midt under ljoren med hvert sit arbeide.  Ved disse anledninger var det ofte nogen tilstede som fortalte under arbeidet.  De gamle historierne gjorde tjeneste istedet for bøger og aviser.  Det er alt,  som jeg hørte det fortalt - af bedstefader især.  Om bjørnelykken gjorde han det meget klart, at det var skytterens mangel paa det rette  "tov"  og øvelse, kjendskab og tillid til deres bøsse, der gjorde at lykken saa ofte var paa bjørnens side.  For skytterens vedkommende var der mange formildende omstændigheder.  Tiden fra midten af 1600 aarene og til 1830 aarene var en overgangsperiode - ifra buen til bøssen.  det blev snart bekjendt at bøssen var buen saa rent overlegen.  dette ledet til at buerne gik ud af moden. At gjøre buer og piler blev snart forglemt kunst.  Dygtigheden i at bruge det vaaben  døde ud med de gamle. De yngre vilde have det nye og saa meget bedre vaaben "Kulebøssen" saakaldet i  modsetning til "baagaabøssen" buen.  Her kommer den slemme hage: Det nye vaaben  var dyrt. Det kunde ikke blive hjemmegjordt som buen og pilen.  Krut og bly var ogsaa meget dyrt - saa dyrt at kun rige folk kunde praktisere med skydning.  Saa langt nedover tiden som 1820  kunde man kjøbe en potte hjemmebrændt brændvin for 2 skilling. En dagarbeider fik 2 skilling for dag, en tjener fik mindre.  Altsaa: 2 skilling var en sum af betydelighed, og et skud med den grovløbede snaphane kostede mere en det.  Deer var ikke saamange som en af 10tusinde der tilegnet sig mesterskab med snaphanen. Mestrene kunde faa dem til at gjøre god tjeneste - paa kort afstand-  150 til 200 - fod.  Alle andre fandt oftest, at enten var flinten feilagtig - fengkruttet spildt eller vaadt - eller fenghullet delvis tilstopped saa  skudet gik af en stund efter at fengkruttet havde blusset foran ens øine.  Dette var alt hvorpaa den meget omtalte bjørnelykke beroede.  Medens folk stolede paa spyd, øks og buen holdt de bjørnen stangen. Da alle taled om kulebøssen og  faa kunde bruge den oversvømmed den Romsdalsbygderne.  Nogen eier af de mange faldgravene nær fjeldvigene var ikke nævnt. De skriver sig -utvilsomt – ifra Sortedødstiden. Alle som kunde drage til fjeldene i haab om at rædde livet der. Mange slog sig ned ved Hølen indenfor Aurstølen. De søgte senere  forbindelse med bygden saaledes at visse ting blev bragt dem til Baatnen og der havde de samtaler paa lang afstand. Det salt og andet som fjeldfolket paa den maade fik bragte dem tilsist ogsaa "svartedauen." Nogen af den maate dog have levet en lang stund der oppe.  De gamle sagde at der var synlige spor af jorddyrking ved Midtlægeren i Stordalen. De folk havde sikkert anretted faldgravene i Yste Ravnaaløiften, hvor denne gaar ud paa Stordalsviggen. Sansynlig ogsaa skanserne og gravene paa Troldvasosen. Sagnet sagde at svartdauen kom efter og dræbte folket i fjeldet ogsaa. Det maa være bare delvist sandt.  Nogen unkom for ellers vilde ikke være sagn igjen engang. Et er sikkert :  Ingen af den tidligere befolkning leved i Eikjesdalen efter svartdauen. Hvis det var tilfældet vilde oldnorske navn være bevaret. Ikke et er igjen. "Sjepar" tænkte man var efterladt af de gamle, men nei, ikke det heller. Paul Lied gjorde sig umage med at finde ud om det.

© 2016 by MSF

Copyrights